Storåen d. 27 april
Træerne gror jo ikke ligefrem ind i himlen, og selv om jeg forsøgte at ride med på seneste tur til Storåen, som ikke var helt tosset, så endte jeg nu alligevel op med en lektion i vestjysk blæsevejr.. Vejrudsigten så ganske glimrende ud for den valgte dag. Jeg er nød til at planlægge i forhold til arbejde, men kan som regel rykke indenfor nogle få dage. Og da jeg tog dagen fri, så vejrudsigten ud til at holde – ingen vind og 17 grader, nærmest sommerlignende forhold jo.. Dagen inden ændrede verden sig så drastisk, og vejrudsigten viste sig nu helt anderledes..
Jeg lukkede øjnene for de nye betingelser, og tog afsted alligevel.. Vejret så ok ud, da jeg parkerede ved åen lidt inden kl. 06:00, det blæste lidt, men det gør det jo altid i Vestjylland. Inden jeg fik rigget til og drukket den medbragte kaffe, så var vinden tiltaget, og sådan forsatte det..
Jeg endte op ved den forkerte parkeringsplads selv om jeg havde plottet positionen ind hjemmefra på min iPhone GPS. Det er åbenbart ikke slået helt igennem i Vestjylland med den slags.. Jeg fandt dog åen på et stykke, hvor jeg også fiskede sidste år, og hvor jeg også så laks sidste år..
De sidste dages regn sås tydeligt i åen, den var lidt højere end normalt, og selv efter min mening ganske farvet. Jeg ved der i øjeblikket arbejdes på en bro oppe ved byen, og det arbejde også er med til at farve vandet, men det var nu engang vilkårene.. Så jeg startede ud med en stor farvet flue – orange og gul som gennemgående farver, og gik i gang med fiskeriet.
Det var “tåleligt” at kaste, men så heller ikke mere, vinden tillod kun overhåndskast, men det er ok når bare der er plads til det.

Hårde vilkår.. En afdød fluefisker?
Jeg fiskede ned over åen og mine kast gik så nogenlunde, fisk så jeg ikke noget til, men der var lidt for meget vand efter mit hoved. Vinden tog til, solen som ellers havde tittet frem, forsvandt også, og vinteren vendte tilbage til Vestjylland for en stund.. Det gik ikke længe inden jeg igen fiskede i 15 - 20m/sek vindstød – lort!
Man skal sgu være et optimistisk fjols for at tro på fisk under disse forhold, og ordet lystfiskeri er også noget misvisende.. Jeg bed tænderne sammen og fiskede det bedste jeg har lært.. Holdt pause efter et par timers fiskeri på en lille plet, hvor der var læ.
En anden fluefisker kom forbi, og vi talte lidt om fiskeriet, vinden og de fangne laks.. Han mente, at kvoten på 85 laks over 75cm, og 85 laks under 75cm, reelt set var en kvote på 85 laks, da der meget sjældent fangedes laks under 75cm. Så det er nu de skal fanges, hvis der skal laks med hjem i fryseren.. Kvoten er efterhånden brugt, der er dags dato taget 52, så det er et spørgsmål om kort tid..
Da klokken var 11, havde jeg fisket hele vejen ned til hængebroen, og dernede var forholdene helt umulige, der var bølger på åen fra vinden der piskede op gennem åløbet.. Jeg stoppede og gik tilbage mod udgangspunktet, og forsøgte lidt længere opstrøms, men forholdene var om end endnu værre der..
Jeg kunne mærke irritationen stige, og da mine solbriller som jeg havde siddende i håret, blæste i åen, besluttede jeg, at nok må være nok. Jeg var lidt små mopset da jeg pakkede sammen, jeg er fanme ikke heldig med vejret hernede!
Fiskedagbog Et Svar Indtil Nu






Astrid on 10 jul 2012 at 16:21 #
Kæreste Jens,
Håber du fanger mange flotte laks oppe i himlen, hvor du hører til.
Hvil i fred – vi ses på den anden side!
Astrid